Om Vandværket


Målsætning

Bestyrelsens målsætning er fortsat at arbejde for at være blandt de tre billigste og mest stabile vandforsyninger i Gribskov Kommune med vand af højeste kvalitet på både kort og lang sigt.

 

Villingebæk Vandværk forsyner 1490 forbrugere med rent drikkevand fordelt på 54 veje i Dronningmølle og omegn. Fra Esrom Å i vest til Teilmanns Allé i øst og Villingerødvej nr. 70 i syd.

Her er et link til vores ledningsnet med mulighed for at søge detaljer på din adresse (klik på forstørrelsesglasset).

Værket er fuldautomatisk, dvs. oppumpning af råvand, iltning, filtrering og udpumpning til forbrugerne, styres og overvåges af computer. Hvis en af funktionerne svigter, får vagthavende medarbejder straks en alarm via Telefonen, og kan omgående gribe ind. Vandet bliver hentet i vandværkets tre boringer. Vandværket udpumper ca. 85.000 kubikmeter vand til vandværkets forbrugere pr år.

År Vandværkets historie i kort form
1936 Brøndene løber tør i Villingebæk Vest
1937 Villingebæk Vandværk (Teglværket) leverer det første vand
1948 Vandindvindingsretten fastlægges
1965-67 1. Etape: udbygning af filtre, rentvandsbeholder til 350 parceller v/Dines Jørgensen.
1966-68 Ledningsarbejder
1967 Boring Øst (DGU nr. 182.211) udføres
1970-71 2. Etape: filtre, rentvandsbeholder, pumper etc. For 1100 parceller som følge af Stabilias store udstykninger med indskud fra de nye grundkøbere
1971-72 Ledningsarbejder
1974 Ny boring Vest (DGU nr. 182.330) nord for banen p.g.a. methanbæltet 5-8 km fra kysten
1981 Ledningsarbejde på Bålbakken (Villingebæk hage ?) og Strandvejen til Dr.M. by
1984 Villingerød landsby tilsluttes
1985 Sammenlægning med Dr.M. Park Vandværk (ca.120 parceller)
1990-91 Vandværket renoveres: hydrofor fjernes, VLT styring (Danfoss trinløs frekvensregulering af pumper) indføres, EL-tavle. Kontant indskud kr. 1200 inkl. Moms fra andelshavere.
1994 3. Boring Syd (DGU nr. 182.393) udføres for enden af brandbæltet mellem Fuglevangen og Dr.M. Strandpark I-III
1996 Dr.M. vandværk optages
?? Forbindelse til Kildekrog VV etableres ved Solbakkevej/Månedalen
2002 Ny råvandsledning fra Ventilbrønd til VV udføres
2007 Ny ledning ud ad Villingerødvej til nr. 70 udføres
2013 Ledningsfornyelse i Dr.M.Park (117 parceller)
2014 Ledningsfornyelse i Fuglevangen påbegyndes (378 parceller)
2015 Brud på en udvendig rørforbindelse mellem renvandstank 1 og 3 repareres. Det gamle støbejernsrør, som var knækket p.g.a. sætninger i fundamenterne, erstattes med PE rør. 158 adresser i Fuglevangen og 117 adresser i Strandparken 2 og 3 renoveres. Vi skifter revisor og regnskabsføring til firma Døssing og Partner.
2016 Renovering af ledningsnettet fortsætter finansieret med ekstraordinære ledningsbidrag fra andelshaverne i tre år fra 2016 til 2018. 150 adresser i Villingebækhage, på Horneby Fælledvej og Strandparken gennemføres. Vandtabet er nu reduceret til 5,7 %.
2017 Nyt SRO anlæg fra Blue Control installeres. Renovering af 120 ejendomme på Strandvejen, Stationsvej, Solbakkevej og Villingerødvej udføres. Vi har nu renoveret i alt ca. 1320 adresser. Vandtabet er nu helt nede under 3 %.
2018 P.gr.a. sammenbrud i Rævebakkens Vandværk leverer vi vand til Rævebakkens forbrugere gennem en forbindelse ved Sanglærkevej. Leverancen opretholdes indtil Rævebakken er blevet sammenkoblet med Gilleleje Vandværk.
2019 P.gr.a. den meget tørre sommer i 2018 oplevede vi sætninger i den del af bygningen der rummer rentvandstank 3. Skylleledningen fra bassinet ned til Pandehave Å blev renoveret. Ledningsforbindelse til Gilleleje Vandværk etableres i Strandvejen.

2020

 

 

 

2021

 

2022

Fire ud af 5 rentvandspumper udskiftes, så vi nu har 5 ens pumper med en samlet kapacitet på ialt ca. 100 m3/time. Vi har indledt en proces med at få udført en ny råvands boring til erstatning af boring 1, som er fra 1967 og "slidt".  Afspærringsventiler i forsyningsnettet er opsøgt, afprøvet for funktionalitet og erstattet, hvis ikke iorden. El-radiatorer i kontoret er erstattet med en luft til luft varmepumpe.

Der er etableret en ny råvands boring (Boring 4) til erstatning af den gamle og nu lukkede boring 1. Samtidig er elforsyning og styrekabler til boring erstattet helt inde fra vandværket.

Vores spritnye vandboring (boring 4) viste sig efter en uges normal drift at trække sand op sammen med vandet.Efter analyse af videofilm fra boringen samt konsultation fra et ingeniørfirma blev det besluttet at boringen skal kasseres. Vi har besluttet os for at etablere en erstatnings boring midtvejs mellem boring 4 (den nu skrottede) og Vagtelvej. Altså endnu en runde med tilladelser fra grundejere, kommune og frednings myndigheder, men nu er alle tilladelser på plads. Denne erstatningsboring bliver formentlig etableret i foråret 2023. Af hensyn til sikkerheden er der etableret et nyt alarmsystem på alle døre til vandværket. Den megen tale om Brown out – altså planlagte strømafbrydelser – har fået os til at anskaffe en benzin drevet nødgenerator. Denne nødgenerator er dog kun stor nok til at trække en enkelt af de 5 rentvandspumper, men det er tilstrækkeligt til at opretholde en forsvarlig forsyning, hvor vi kan levere næsten normalt i vinterhalvåret og lidt mindre (dvs. mindre tryk) i sommerhalvåret.

2023

I år lykkedes det at få en erstatningsboring til at producere råvand uden at trække sand med op og vi er fortsat forskånet for pesticider, bakterier, PFAS og andre ubehageligheder.

Sidste års boring er overdraget til Foreningen Pandehave Eng, der derved har fremtidssikret vand til det kvæg der græsser på engen i sommerperioden.

I år har vi påbegyndt et større projekt med udskiftning af vandmålere. Det er et lovkrav at disse udskiftes og det har i forbindelse med arbejdet vist sig, at nogle målerbrønde er for små til de nye målere, hvorfor disse, hvor det er nødvenligt, også udskiftes. Der er tale om en betydelig økonomisk udskrivning og vi forventer at skifte 200 målere årligt og der er derfor tale om et projekt der tager 6-7 år. De enkelte brugere får besked når det er aktuelt. I løbet af 2024 forventer vi at have et program, hvor forbrugerne med nye vandmålere selv kan tilgå måleren og se forbrug, alarmer m.v.

Jørgen Berthelsen har efter mange års arbejde i bestyrelse og forretningsudvalg besluttet at stoppe. Tak for stor arbejdsindsats.

Desværre har vi ikke længere glæde af Kris Kristensen i bestyrelsen, da han afgik ved døden i december 2023.

2024

I 2024 har vandværket kørt upåklageligt – eneste nedbrud skyldtes omfattende strømsvigt i Dronningmølle den 27. juni – det omfattede 2415 husstande og varede en time og 20 minutter. Vi overvejede nøje, om vi skulle starte nødgeneratoren men valgte at undlade dette, dels fordi Radius oplyste, at nedbruddet forventedes at vare mindre end 2 timer, og dels fordi det er uafklaret, om kloakforsyningen vil kunne forhindre overløb af urenset spildevand til åerne og dermed direkte ud i badevandet på stranden. 

Vi har haft et større arbejde i gang med at renoverer hjemmesiden. Her blev der bl.a. set på sikkerheden samt ikke mindst, er der kommet en vejledning til, hvordan man kommer på Målerportalen. Målerportalen kan bruges for jer der har fået nye vandmålere. 

I 2023 installerede vi de første 200 nye målere, og derefter er det planen at skifte 200 målere om året. Vi skifter dem, fordi det dels er et lovkrav, og dels fordi at det indbyggede batteri ikke kan holde evigt. I forbindelse med målerskift har vi haft udfordringer med, at nogle af de første adresser havde for små målerbrønde som derfor måtte graves op og erstattes af større der kan rumme den ekstra plads som de nye målere kræver. En  anden udfordring var at vores leverandør – Kamstrup – havde leveret målere, hvor det påtrykte målernummer var ulæseligt (for småt). Erstatningsmålerne havde en software fejl og blev tilbagekaldt – derfor er vi først nu i gang med årets udskiftning.

I forbindelse med udskiftning af målere, må vi desværre konstatere, at nogle målerbrønde er utilgængelige – bag hegn og låse. Vi har undersøgt, om vi må ”tiltvinge” os adgang, men det er ulovligt. Derfor har vi lavet 2 tiltag - dels har vi pr. mail adviseret de 200 adresser samt givet et telefonnummer til vores entreprenør - dels har vi ændret i regulativet således, at der nu bliver opkrævet et gebyr, hvis vi kører forgæves. Vi vil henlede opmærksomheden på, at regulativet anfører at der skal være uhindret adgang til målerbrønden.

Pandehave Eng har overtaget den boring vi har været nødt til at opgive, fordi den trak sand med op. Pandehave Eng bruger brønden til vanding af kvæg der afgræsser engen – den beskedne mængde vand der skal pumpes op i den anledning, giver ikke sandproblemer. Både vandværket og Pandehave Eng er yderst tilfredse med den ordning.

Kommunen og Regionen har igangsat et projekt med kortlægning og beskyttelses foranstaltninger til grundvandsbeskyttelse. Vi deltager naturligvis i denne proces. Derfor skal vi igen opfordre alle grundejere om ikke at bruge kemikalier til ukrudtsbekæmpelse – også på befæstede arealer (fliser og asfalt). Yderligere gør vi opmærksom på, at mange træbeskyttelsesmidler og malinger også indeholder kemikalier der kan vaskes af af regn og dermed forurene grundvandet.

Man kan finde information om alle de vandprøver der bliver taget på vandværket, i boringer og hos udvalgte andelshavere. Helt generel kan vi sige, at vores vand er rent uden bakterier og uønskede kemikalier samt med en relativ lav hårdhedsgrad.

Se flere detaljer om Vandværkets historie her.